Skal du bruge et par dage, en forlænget weekend eller måske endnu længere tid i Aarhus, og er du lidt i tvivl om, hvor du skal bo, og hvad du skal give dig til? Så læs med her, hvor jeg har lavet en lille miniguide til Smilets By.

Overnatning

Skal du ikke sove hos venner eller familie, så er det først og fremmest essentielt med et godt – og gerne billigt – hotel. Zleep i Århus har ry for at være rigtig godt til prisen. Nu bor jeg jo selv i byen, så jeg har aldrig sovet der. Til gengæld er det altid dét hotel, jeg anbefaler til både venner og familie, og jeg får kun positive tilbagemeldinger.

Hotellet ligger i Viby, har gratis og sikker parkering og stilen er gennemført og lækker. Desuden har jeg ladet mig fortælle, at de har en særligt lækker morgenmadsbuffet. Og hvem sætter ikke pris på det?

Stor variation i kulturoplevelserne

Når du besøger Aarhus, så skal du først og fremmest se de mange smukke og særlige kulturoplevelser, byen byder på:

ARoS kommer man ikke udenom. Her finder du en imponerende samling af både permanent kunst og særudstillinger. For ikke at nævne den smukke regnbue på toppen af bygningen.

Godsbanen er byens kreative område. Her finder du et fedt kulturelt miljø, hvor både filmfestivaler og koncerter jævnligt løber af stablen, ligesom byens mange unge iværksættere gerne slår sig ned her.

MoMu er det nye navn for Moesgaard Museum. Det er ikke bare en arkitektonisk perle i særklasse, men også et virkelig spændende og gennemført museum, der taler til folk i alle aldre.

Naturen har en stor plads i byen

Det dejlige ved Aarhus er, at byen har ladet naturen fylde en hel del, og det giver mulighed for masser af gode oplevelser i det fri:

Tangkrogen er et lille hjørne af Aarhus, hvor du finder både skov, strand og lystbådhavn, ligesom du om sommeren kan opleve Sculptures by the Sea og Food Festival.

Dyrehaven er hyggelig og rolig, og her kan du spadsere en dejlig tur, mens du kommer helt tæt på rådyrerne.

Botanisk Have må du ikke gå udenom. Det tager ikke mere end en god halv time at gå haven rundt, men så får du også nydt de skønne beplantninger, atmosfæren og de store drivhuse. For enden finder du i øvrigt Den Gamle By, som også er et besøg værd.

Den Permanente er en gammel , charmerende badeanstalt ved Risskov, og er du i byen om sommeren, så skal du søge herud for liv, glæde og lidt solskin på næsen.